Jeg har lyst til at skrive hvor meget jeg elsker dig. Jeg har lyst til at skrige det ud til hele verden. Men jeg har endnu mere lyst til at sige det til dig. Direkte. Uden mellemled. Men det kan jeg ikke.
Jeg har det værre end nogensinde før. Og her er ikke nogen der kan fortælle mig at det nok skal gå, så jeg kan tro på det.
På en måde ville jeg ønske du først havde mødt mig nu.. Så kunne vi have haft den gode tid sammen. Ikke den dårlige. Nu har jeg bare dårlig samvittighed over at have spildt tre år af dit liv med at få dig til at være ked af det. Jeg håbede hele tiden at jeg kunne gøre dig glad. Nu håber jeg bare at du bliver glad. Selvom mit største ønske er at vi kunne finde ud af det. Ikke lige nu, men om noget tid.
Jeg tror aldrig jeg holder op med at elske dig. Jeg tror aldrig jeg kommer til at kunne opgive dig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar