Kære Maria,
Jeg tror jeg vil begynde at skrive 'breve' til dig her, på vores blog. Jeg ved ikke hvor tit endnu, så nu må vi se.
Da jeg vågnede i morges havde jeg svært ved at slippe ud af min drøm. Jeg havde drømt at jeg var i London, på et-eller-andet nationalt museum, og at Sebastian ikke ville snakke med mig mens vi gik rundt derinde. Jeg gik hele tiden to skridt bag ham. Pludselig kom min far kørende i en sportsvogn - Ferrari-ish - (ja, inde på selve museet!) og tog mig med. Også kørte han ud i Londons gader med mig på forsædet. Sebastian råbte efter mig da vi kørte, men intet kunne stoppe bilen. Jeg tror måske det betyder at jeg for alvor er klar til at sætte mig selv forrest nu. For første gang i hele mit liv har jeg kunnet tage en beslutning som var for min skyld, og ikke for andres. Det er både stort og meget trist. Men jeg gætter på at 19 år egentlig er en meget rimelig alder at begynde at tænke på sig selv i. Og hvor ironisk ville det ikke også være hvis jeg skulle undskylde at jeg er mig overfor dem der fortalte mig at det skulle jeg aldrig mere gøre?
Jeg kan mærke at jeg dag for dag bliver mere og mere klar over at jeg inderst inde faktisk synes at jeg ER enestående og fantastisk selv. At jeg virkelig føler at jeg kan udrette noget i verden. At jeg er one of a kind. Og at jeg ikke vil eller skal undskylde for at være mig eller for de beslutninger jeg har taget. At det er okay. Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal få det ud; men jeg skal måske bare lære at være min egen 'Wonderwall'.
Jeg er simpelthen så glad for at jeg har dig. Du fordømmer mig aldrig eller fortæller mig at jeg er åndssvag. Du er der når jeg har brug for dig. Du støtter mig i at være mig, som jeg er. På mine præmisser. Og dét er fantastisk. Jeg håber sådan jeg gør det samme for dig.
Let me be your wonderwall.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar